23948sdkhjf

Udflytning giver længere sagsbehandling i natursager

Regeringen er klar med ekstra penge for at bremse stigende sagsbehandlingstider i Natur- og Miljøklagenævnet.
Sagsbehandlingstiderne ved Natur- og Miljøklagenævnet er blevet længere som følge af planen om udflytning til Viborg.

Men det vil regeringen rette op på ved at bruge ekstra midler på at styrke Natur- og Miljøklagenævnet.

- Vi kan se, at sagsbehandlingstiderne har været stigende.

- Og for at borgere og virksomheder ikke kommer i klemme, så er vi klar til til at ansætte flere medarbejdere med ekspertise på området, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

Ud over at ansætte flere medarbejdere vil Natur- og Miljøklagenævnet i højere grad kunne trække på Kammeradvokaten, når det gælder komplicerede sager.

- Vi kan ikke leve med historier om, at folk og virksomheder skal vente uacceptabelt lang tid på afgørelser, siger Troels Lund Poulsen.

Hvor meget det kommer til at koste ekstra, har ministeren ikke det endelige overblik over.

- Det har jeg ikke det fulde overblik over, men det vigtige er, at vi griber ind, fordi vi kan se, at det er på vej til at blive et problem, siger Troels Lund Poulsen.

Natur- og Miljøklagenævnet får fra årsskiftet til huse i det nyoprettede Nævnenes Hus i Viborg.

Ligesom flere andre statslige styrelser og institutioner, der står for at skulle flytte fra hovedstadsområdet til provinsen, har nævnet været ramt af, at medarbejdere har sagt op.

Det er årsag til, at sagsbehandlingstiden har været stigende.

- Derfor gælder det om at sikre, at videnstabet bliver midlertidigt, og at sikre, at de nødvendige ressourcer er til rådighed for at hjælpe de styrelser, hvor det er nødvendigt, siger Troels Lund Poulsen.

Regeringen bebudede sidste år, at cirka 3900 statslige arbejdspladser flytter fra hovedstadsområdet til provinsen.

Indtil videre er 1126 job blevet flyttet ud af hovedstaden.

Regningen forventes at lande på omkring 900 millioner kroner.

Regeringen forventer, at en stor del af regningen kan betales ved billigere husleje for de statslige institutioner, der slår sig ned uden for hovedstaden.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078